Om Pitboxen

Pitboxen er et lille mc værksted i hjertet af Himmerland. Værkstedet er ejet af SBK Consulting som sælger og distribuerer mc reservedele.

Ideen med Pitboxen var i første omgang at bruge egne evner og erfaringer med at optimere motorcykler til road racing til at gøre gademotorcykler bedre og mere sikre. Med motorcykler tæt inde på livet hver dag gennem hele livet, var det nærliggende at bruge erfaringen aktivt i hverdagen og derfor blev Pitboxen opfundet.

Hvem står bag Pitboxen?

Jeg hedder Poul, er opvokset i min fars mc forretning og har kørt motorsport i forskellige genre i 20år. Road Racing er min helt store passion, som desværre måtte ligges på hylden efter en alvorlig skade for 10 år siden. Som racerkører jagter man altid det perfekte, det næste sekund, den næste tiendedel, den næste hundrededel af et sekund. Denne stræben gør at man lærer at optimere hvor man kan og hvor det giver mening. F.eks affjedring som er en nærmest mytologisk ting i RR verdenen. Spørger du ti forskellige om råd, får du ti forskellige svar, ingen lader rigtig til at vide noget og dem der ved det, vil ikke ud med det. Derfor valgte jeg selv at finde ud af hvad der er op og ned og det er den tilgang jeg har haft med alt indenfor den 2-hjulede verden. Perfektion og optimering er nøgleordene for mig, nøgleord som altid er i baghovedet når DIN mc er på liften eller rullefeltet.