Affjedrings setup – Gade og bane – SAG

Piotboxens guide til et perfekt affjedrings setup af din mc.

Her fortæller vi lidt om affjedring og guider dig til et godt affjedrings setup.

Forord

De fleste motorcyklister er godt klar over at bremserne skal være i orden på deres motorcykel, og det er det vigtigste element for sikker kørsel. De er også udmærket klar over at dækkene er det der skaber kontakten til asfalten og deres greb danner grundlaget for at du får holdt i tide. De ved også at dækkene er det der danner grundlaget for godt greb i asfalten ved svingkørsel.

Men er det nu også så simpelt?

NEJ, det er det ikke. Der mangler en ekstremt væsentlig faktor for både sikkerhed og stabilitet ved hård bremsning. Samme faktor er essentiel ved kurvekørsel og for den sags skyld også, din komfort.

Korrekt, svaret er affjedring.

På denne side vil vi fortælle lidt om hvordan du får maksimal sikkerhed og komfort ud af den affjedring der sidder på din mc, eller påtænker at montere.

Det skal siges at guiden til Pitboxens setup manual forudsætter at din affjedring virker ordentligt. En forgaffel bør serviceres minimum hver andet år eller for hver 10000km, hvad end kommer først. Det samme gør sig gældende for din bagdæmper. Snakker vi banerace hedder anbefalingen 6-10 timers kørsel for begge.

 

Basisopsætning af affjedring – SAG

Det første trin af din opsætning er udmåling af SAG. SAGGET eller hænget om man vil er delt i to termer: Statisk SAG og Rider SAG. Det statiske SAG er det antal millimeter som cyklen sætter sig i hver sin ende fra den, hænger frit og til at cyklen står på jorden og bærer sin egen vægt. Rider SAG er målet fra hver ende hænger frit, til at cyklen står på jorden med føreren, iført fuldt køreudstyr og i køreposition. Det letteste er at få en kammerat til at hjælpe med at holde balancen, det er dog vigtigt at makkeren hverken trykker eller løfter uden udmåling. Begge mål laves med cyklen i vertikal stilling på et plant underlag (nogenlunde i vatter)

Bemærk at man først sætter det statiske SAG, altså uden chauffør. Herfra er det fjedren/fjedrenes hårdhed der bestemmer Rider SAGGET. Rammer du et mål der er større end tolerancen er din fjeder/fjedre for blød(e). Omvendt er fjederen/fjedrene for hårde, såfremt målet er under toleranceområdet. 

Obs, det er EKSTREMT vigtigt at du har NOK statisk SAG, det dur IKKE at blive ved at tilføre preload for at få rider SAG til at passe, på bekostning af det statiske SAG. Skift fjedrene istedet!

Guide til affjedrings setup med Pitboxen

F1 og Z1 mål tages med cyklen frit hængende således at affjedringen er fuldt udstrakt. Disse mål er reference målene hvorfra F2/Z2 og F3/Z3 målene fratrækkes for at finde statisk og Rider SAG. 

 

F2 og Z2 mål tages med cyklen stående i vertikal position på gulvet. Det er vigtigt at cyklen bliver trykket ned i affjedringen, to gange, inden målene tages. 

 

F3 og Z3 mål tages med chauffør i fuld udrustning, siddende i kørestilling på motorcyklen. Det er en god ide at have to venner til at hjælpe. En til at måle og en til at holde balancen. 

Værktøjer du skal bruge

  1. 1-2 gode venner
  2. Et målebånd eller en tommestok
  3. Papir og kuglepen (til at notere målene)
  4. Malertape
  5. En tusch
  6. Lommeregner
  7. C spanner / hagenøgle til bagdæmper
  8. Topnøgle til forgaffel preload
  9. En kold Six-Pack til kammeraterne 😉 

 

 

Detaljeret beskrivelse – step by step

 

  1. Løft motorcyklen fra jorden, hjulene skal hænge frit, så affjedringen både foran og bagpå er strakt ud. Du kan ikke bruge en almindelig for- og baghjulsløfter, da disse ikke tager vægten af affjedringen. Gode steder at løfte er i kronrøret med en kronrørsløfter. Samt gennem akslen til bagsvingeren. Alternativ kan man løfte cyklen op i stroppen, under f.eks. gaffelbroen eller lignede.

 

  1. Marker to referencepunkter på motorcyklen, bagpå skal det ene være på bagakslen og det et andet via en vertikal linje op til et egnet fikspunkt på f.eks. bagstel eller sædedel. Det er vigtigt at linjen er vertikal og ikke skrå. Lav tydelige markeringer begge steder, f.eks. ved at sætte et stykke malertape på motorcyklen på de steder du har udset dig som fikspunkter, på malertapen kan du ved tusch lave en tydelig markering. Foran måler du (på upside-down forgafler) afstanden på det blotlagte inderben, fra gaffelbenets fod, til gummi-støvringen der beskytter pakdåsen. På motorcykler med almindelig forgaffel kan du måle afstanden fra gummi-støvringen, op til undersiden af nederste gaffelbro eller lignende. Du har nu referencepunkterne F1 (for) og Z1 (bag)

 

  1. Mål afstanden mellem de to fikspunkter.

 

  1. Sænk motorcyklen ned på jorden så den bærer sin egen vægt. Hold den vertikal, uden brug af løfter, pres langsomt affjedringen sammen to gange og lad cyklen stå i samme stilling når cyklen kommer tilbage til returpositionen.

 

  1. Statisk SAG: Mål afstanden mellem referencepunkterne og træk dem fra referencemålene F1 og Z1. De tal du står tilbage med er dit statiske SAG, kaldet F2 og Z2.

Foran gælder følgende:

Sports og nakedbikes: 25-32mm

Enduro og lign. 30-40mm

Bagpå gælder følgende:

Sports og nakedbikes: 5-15mm

Enduro og lign. 10-20mm

 

Ligger dit SAG udenfor disse områder, bør du justerer din preload (fjederforspænding)

Du øger dit SAG ved at løsne preload/fjederforspænding. På forgaflen har man oftest preloadjusteringen i toppen af forgaflen. På bagdæmperen kan preloaden være en omløber der kræver en hagenøgle (C Spanner), den kan også være hydraulisk og justeres via at håndtag. Der er mange layouts af dette på forskellige forgafler og bagdæmpere. Er du i tvivl bør du tjekke din instruktionsbog.

Hver gang du har lavet en justering, skal du gentage processen fra punkt 4 med at presse cyklen ned langsomt, to gange.

  1. Rider SAG: Chaufføren skal i fuld udrustning nu op og sidde på cyklen i almindelig kørestilling. Fødderne skal op på fodhvilerne og hænderne skal hvile på almindelig vis på styret. Nu skal den ene hjælper, hjælpe til med at holde balancen, mens hjælper nummer to, nu tager F og Z mål igen. Disse mål hedder F3 og Z3. Igen trækkes disse mål fra F1 og Z1 målene. Du har nu dit Rider SAG.

 

Foran gælder følgende:

Sports og nakedbikes: 35-40mm

Enduro og lign. 40-50mm

Bagpå gælder følgende:

Sports og nakedbikes: 25-30mm

Enduro og lign. 30-40mm

Er dit Rider Sag mål mindre end tolerancerne angivet ovenover, så er dine fjedre for hårde. Er målet større en tolerancerne, så er dine fjedre for bløde. 

*Note: Hvis du ligger tolerancen for dit statiske SAG til den hårde side, f.eks. 5mm bag og 25mm for, vil din oplevelse af cyklen være at cyklen føles hårdere og mere sportslig, rigtig godt til frisk kørsel, f.eks. road racing eller trackdays. Ligger du omvendt, dit SAG til den bløde side, f.eks 15mm bag og 32mm for, vil du få bedre komfort men også en mindre proaktiv affjedring med mere tendens til at dykke i fronten og sætte sig mere bagtil. Denne løsning vil udover at være mere komfortabel, også være brugbar til banebrug i regnvejr. 

Det optimale SAG på gaden vil ligge midt i tolerancerne, men da affjedring altid er et kompromis, kan det være svært at ramme SAGGET lige i øjet. Hvis dit statiske SAG bagpå f.eks. hedder 10mm og dit Rider sag hedder 35mm vil man kunne stramme fjederen op på preload og ramme 5mm statisk SAG og ca 30mm Rider SAG (teoretisk). Dette er en okay løsning, men hvis tallene f.eks hedder 10 og 40mm, vil du ikke kunne komme indenfor toleranceområdet på dit Rider SAG uden at kompromittere det statiske SAG. Når du rammer maksimumtallet på 30mm Rider SAG, vil dit statiske SAG teoretisk være 0 og strammer du mere op endnu, ender dæmperen i enten det mekaniske stop, eller i top-off fjederens arbejdsområde (hvis der er tale om en sportsdæmper med  top-off fjeder) Uden et statisk SAG vil dæmperen strække ud når du kører gennem huller i asfalten og lignende. Dette giver nogle meget trælse mekaniske klask og komforten kompromitteres voldsomt. Det SKAL være statisk SAG! 

Løsningen i sidste tilfælde, hvor Rider SAGGET eliminerer det Statiske SAG, er derfor en strammere fjeder. 

**Note: Al opsætning forudsætter at affjedring og linkforbindeler er i orden. Er linksene tørre og ikke glider som de skal, vil det påvirke dine SAG målinger. Det samme vil defekte nålelejer mm. Så tjek altid at alle led er velsmurte og i orden. 

Roder du ofte med affjedring, er den perfekt makker Slacker V4 specialværktøjet, som vi altid bruger i Pitboxen. Det er ultra nøjagtigt også kan du gemme opsætninger fra RIGTIG mange motorcykler direkte i MoTool appen som kan forbindes via Bluetooth

Tak til Bitubo Race Suspension for lån af billedemateriale.Samt inspiration fra Race Tech

Tak fordi du benyttede vores guide til det perfekte setup. 

 

Her finder du specialværktøj til affjedring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *